Skip til hoved indholdet
    Hjem PPL VSL Sprog og skriftsprog Vurderingspraksis

Vurderingspraksis

I Silkeborg Kommune er der udarbejdet en strategi for sproglig og skriftsproglig udvikling 0-18 år, som er kommunalpolitisk vedtaget i september 2022.

Læs strategien her

Handleplan for vurderingspraksis

Til strategien for sproglig og skriftsproglig udvikling hører Handleplan for vurderingspraksis, hvor en obligatorisk vurderingspraksis 0.-10. kl. er beskrevet. Denne obligatoriske vurderingspraksis er ligeledes kommunalpolitisk vedtaget i september 2022. Vurderingspraksissen har til formål at understøtte en målrettet, differentieret og rettidig indsats på kommunens folkeskoler. Den kommunale, obligatoriske vurderingspraksis er et dynamisk redskab, og behov for eventuelle justeringer meldes ud i forbindelse med skoleårets planlægning i foråret.

Silkeborg kommunes obligatoriske vurderingspraksis gælder for alle elever i folkeskolen (undtaget elever i specialafdelinger/inklusionscentre) og indbefatter obligatoriske nationale test samt kommunalt vedtagne evalueringsredskaber. Den obligatoriske vurderingspraksis gennemføres i efteråret, således at data kan anvendes formativt, dvs. kan indgå i og være med til at kvalificere resten af skoleårets undervisning og indsatser.

Der er lavet en skematisk oversigt over den samlede sproglige og skriftsproglige vurderingspraksis i folkeskolen i Silkeborg Kommune.
Oversigten indeholder, udover den obligatoriske praksis, også et overblik over hvilke test, der kan supplere den obligatoriske vurderingspraksis.

Se skemaet her

Anbefalinger til opfølgning

I Handleplan for vurderingspraksis er anbefalinger til opfølgning på efterårets vurderingspraksis beskrevet. Den anbefalede lokale praksis indeholder en danskfaglig analyse af data og derefter en sproglig og skriftsproglig konference med deltagelse af hele teamet.
Læs mere her: https://sprogogskriftsprogsilkeborg.dk/forside/handleplan-6-18-ar/vurderingspraksis-i-grundskolen/

De obligatoriske test er individorienterede, hvilket giver et overblik over, hvad den enkelte elev kan samt elevens læringspotentiale. Det er dog vigtigt, at disse individorienterede test også anvendes til at kvalificere, hvad undervisningen skal indeholde og til at undersøge, om læringsmiljøet skaber den bedste læring for netop de elever, som befinder sig i det. 

Det er ikke vurderingspraksissen i sig selv, som kvalificerer elevernes skriftsproglige kompetencer, men i stedet de indsatser, som iværksættes på baggrund af vurderingspraksissen. Vurderingspraksissen skal dog gerne formidle et mere solidt grundlag for målrettede, effektive og systematiske indsatser.  

En systematisk vurderingspraksis kvalificerer mulighederne for at lave rettidige indsatser i et bredt perspektiv, ligesom den kvalificerer blikket for, hvilke elever der har brug for en særlig indsats, og hvem der har nogle særlige udfordringer, som skal undersøges nærmere. Når der eksempelvis dannes mistanke om ordblindhed, følges anbefalinger til udredning af ordblindhed - Testning af ordblindhed

Obligatoriske test i vurderingspraksis

Udover de nationalt bestemte test har vi i Silkeborg kommune en obligatorisk vurderingspraksis, som er kommunalpolitisk vedtaget.
Ved at følge elevernes sproglige og skriftsproglige udvikling får skolerne gode forudsætninger for at tilrettelægge og kvalificere den undervisning, eleverne har brug for.
Dermed ligger det kommunale fokus på kvalificeret anvendelse af data i praksis og en mere ensartet procedure på kommunens folkeskoler.
Nedenfor beskrives den obligatoriske vurderingspraksis i Silkeborg Kommune. 
Den skematiske oversigt over vurderingspraksis kan findes her (under fanen 'Obligatorisk'): Vurderingspraksis Silkeborg Kommune

0. klasse

Ifølge Folkeskolelovens § 11 skal man sprogvurdere alle elever i børnehaveklassen.
Silkeborg Kommune anvender klassetesten fra det nationale sprogvurderingsmateriale ’Sprogvurdering 3-6’ med Rambølls it-understøttelse, Hjernen og Hjertet. Klassetesten afvikles i uge 38-41. De elever, der ved klassetesten placerer sig i særlig eller fokuseret indsats, kan undersøges nærmere med den individuelle sprogvurdering fra ‘Sprogvurdering 3-6’, men dette bør ske før d. 1/12 pga. normeringen, som er fra september 0. kl.
Se procedurebeskrivelse for afvikling af og opfølgning på Sprogvurdering i 0. kl. her: Procedurebeskrivelse af Sprogvurderingen i 0 kl.pdf

I foråret i børnehaveklassen testes alle børn i Silkeborg kommune med den indledende del af Risikotest for Ordblindhed.
Risikotest for ordblindhed er ikke en ordblindetest, men en test af vigtige forudsætninger for en god læseudvikling.
Der er udviklet en kommunal skabelon til et forældrebrev til orientering inden afvikling af Risikotest for ordblindhed i 0. kl. med alle elever.
Find brevet her: Forældrebrev vedr risikotest for ordblindhed bhkl.docx

Nationale Overgangstest i dansk, læsning
I uge 35-37 skal eleverne gennemføre Nationale Overgangstest i dansk, læsning i 2. 3., 4., 6. og 8. klasse.

1.-2. klasse

I Silkeborg Kommune undersøges alle elever med ordlæseprøver i efteråret i 1. og 2. klasse. Her er der fokus på at få viden om elevernes afkodningsfærdigheder.
Desuden testes 2. kl. i efteråret obligatorisk med Den Nationale overgangstest i Dansk, læsning. Denne test er også obligatorisk i 3., 4., 6. og 8. klasse.
I juni testes eleverne i 2. klasse med DVO Nonordsstaveprøve, hvor der er fokus på elevens fonologiske kompetencer (evne til at arbejde med sprogets lydmæssige formside).

3-8. klasse

Læsning 3.-8. klasse
I 3. klasse stifter eleverne for første gang bekendtskab med en læsetest, EVALD - EValuering af elevernes Læseforståelse og Delfærdigheder, som de også kommer til at tage i 4., 5. og 6. klasse.
EVALD består af to tekster - en skøn- og en faglitterær tekst -, som eleverne skal læse og besvare spørgsmål til. Desuden indeholder den 4 deltest, hvis resultater kan bidrage med relevant viden om, hvor det fortsatte arbejde med skriftsproget skal fokuseres.
I 7. og 8. klasse møder eleverne to nye læseprøver. Tekstforståelse Udsagn A og Tekstforståelse Udsagn B indeholder længere og mere komplekse tekster. Prøverne giver viden om elevernes generelle tekstforståelse.
I efteråret i 7. klasse vurderes eleverne også med SK - Skriftlige kompetencer. Formålet med SK-prøven er at give et nuanceret indblik i, hvor udviklede elevernes skriftlige færdigheder og kompetencer er.

Stavning 3.-8. klasse
I 3.-8. klasse skal eleverne hvert efterår gennemføre en staveprøve, som skolen udvælger. En staveprøve giver et mere nuanceret billede af elevernes skriftsproglige udvikling, hvorfor det er et godt og vigtigt supplement til en læseprøve.

Supplerende afdækninger
Uanset hvornår i skoleforløbet, der evt. opstår en mistanke om vanskeligheder med skriftsproget, skal der iværksættes en række supplerende afdækninger, ligesom der skal sættes ind med forskellige indsatser. Skolen skal forsøge at afhjælpe vanskelighederne gennem en systematisk undervisning og tæt dialog/samarbejde mellem skole, elev og hjem.

Kontakt


Der er altid mulighed for at henvende sig til PPL med behov for support. I forbindelse med vurderingspraksis er det relevant at kontakte VSL - læsekonsulent, Annemette Zimmermann Kristensen azk@silkeborg.dk