Ordblindetesten
Ordblindetesten - også kaldet den nationale ordblindetest - er udviklet af UVM og følger elevens uni-login.
Når man indleder en udredning af ordblindhed, vil forældrene altid skulle orienteres herom, og der indhentes ift. Ordblindetesten et skriftligt samtykke, som skolen skal journalisere.
Ordblindetesten består af 3 dele:
- Find stavemåden - her skal eleven finde det vrøvleord, som læses højt, ud af 5 nedskrevne vrøvleord. (Vrøvleord er et ord, som godt kan udtales, men ingen betydning har fx saløk)
- Find det ord, som lyder som et rigtigt ord - her læser eleven for 5 vrøvleord, hvor et af ordene lyder som et rigtigt ord fx køs.
- Ordforrådstest - bestående af 15 ord, hvor eleven skal udpege det billede, som passer til det hørte ord. Dette for at udelukke, at ordforrådet har indflydelse på testens udfald.
Grænsen for ordblindhed er sat ved 8-percentilen og er baseret på såvel præcision og hastighed. Dette betyder, at en elev godt kan være ordblind, selv om alle opgaver løses korrekt, hvis eleven har brugt meget lang tid på at løse opgaverne.
Læs mere om ordblindetesten på Børne- og Undervisningsministeriets hjemmeside her
Der er lavet en kommunal skabelon til et følgebrev, som kan anvendes til konstaterede ordblinde elever. Det kan sendes hjem til forældre efter Ordblindetesten sammen med Ordblindetestens rapport. I brevet lægges der op til et møde, hvor resultatet på Ordblindetesten og en fremadrettet elevhandleplan uddybes yderligere.