Fagsprogsudvikling hos elever i natur/teknologi og matematik

Kurset henvender sig til faglærere i natur/teknologi og matematik på mellemtrinnet.

Formål
At give faglærere en øget indsigt i nødvendigheden af at udvikle elevernes fagsprog i de enkelte fag. At udvide faglærernes værktøjskasse med redskaber til at udvikle et nuanceret fagsprog – såvel mundtligt som i forbindelse med læsning og skrivning af fagtekster i natur/teknologi og matematik.

Indhold
Faglærerne er helt centrale for elevernes udvikling af et funktionelt fagsprog. Kurset kommer godt omkring undervisningen i fagsprog i fagene natur/teknologi og matematik på mellemtrinnet. Der arbejdes med mundtlighed, læsning og skriftlighed i fagene. Kurset er organiseret som fire hele kursusdage fordelt over skoleåret. Aktionslæring vil være et gennemgående element, således at deltagerne imellem kursusgangene arbejder med fagsprogsudvikling i egne klasser. Der medbringes således erfaringer fra egen praksis på de efterfølgende kursusgange, således at teori og praksis går hånd i hånd. Denne arbejdsmetode er i naturfagene kendt fra QUEST-modellen. 

 Se beskrivelse af kursusplan og indhold de enkelte gange samt model for aktionslæring via dette link: Program for sprogudvikling i natur/teknologi og matematik

 Til hver kursusgang vil der være en balance mellem teori og praksis med fokus på, at deltagerne kan koble indholdet direkte til egen praksis med elever. Der vil til hver kursusgang være et teoretisk fundament i form af artikler og uddrag af lærebøger. Dette forventes ikke nærlæst men kan bruges efterfølgende i arbejdet med eget fagteam. I forbindelse med hver kursusgang er der afsat tid til planlægning af fokus for aktionslæringen.

Kurset vil bidrage med videreudvikling af deltagernes kompetencer omkring fagsprogsudvikling hos eleverne. Deltagerne vil opleve, at det faglige udbytte vil øges gennem en styrkelse af fagsproget hos eleverne.

Ulla Hjøllund Linderoth, lektor og lærer, varetager kurserne. Første kursusgang er der desuden oplæg ved gæstelærer, Mette Mellerup, som er lærer på Sølystskolen.

Udbyder
Ulla Linderoth i samarbejde med Skoleafdelingen.

Målgruppe
Lærere på mellemtrinnet, som underviser i natur/teknologi og matematik.

Tid og sted
Pædagogisk Udviklingssektion, Vejlsøvej 55, 8600 Silkeborg, lokale K301

Økonomi
Deltagelse er gratis for skolerne.

Vikardækning
Der er ingen vikardækning.

Tilmelding 
Tilmelding hos læsekonsulent Lene Lerche Jørgensen på mail: LeneLerche.Jorgensen@silkeborg.dk senest 28. juni 2018