Kloge Hænder er et tilbud, som knytter an til det obligatoriske emne Uddannelse og Job, som skal indarbejdes i skolens hverdag. Eleverne skal i emnet Uddannelse og Job opnå kompetencer til at træffe karrievalg på baggrund af egne ønsker og forudsætninger, forståelse for betydningen af livslang læring samt alsidig viden om uddannelses- og erhvervsmuligheder.

I projektet Kloge Hænder får lærerne en indsigt i jobmulighederne inden for de erhvervsrettede uddannelser. Tilbuddet giver også mulighed for, at naturfagslærerne kan få en faglig perspektivering på deres fag.

Kloge Hænder afvikles i et samarbejde mellem Silkeborg Kommune og Naturvidenskabernes hus i Bjerringbro.

Kloge Hænder består af 3 elementer:

Første del er en virksomhedssafari for lærere. Lærerne besøger 3-4 virksomheder og får et input til, hvordan skole-virksomhedssamarbejde kan tilrettelægges og et indblik i forskellige virksomheders opbygning, arbejdsfunktioner og de karrieremuligheder, der er. Deltagerne er ofte lærere, der underviser i Uddannelse og Job, og lærere der underviser i naturfag og teknologi. 

I perioden mellem første og anden del skal læreren have aflagt et besøg på den virksomhed, som dennes elever skal besøge. Sigtet er, at læreren skal have lavet en forventningsafstemning med virksomheden, således læreren bedst muligt kan forberede eleverne til Kloge Hænder i uge 40.

Anden del er selve Kloge Hænder-dagen, der ligger i uge 40. En dag hvor eleverne kommer til at arbejde sammen med faglærte og lærlinge i en virksomhed, og hvor de vil fortælle om deres arbejde, produkter og uddannelsesvalg. Eleverne løser nogle praktiske opgaver og skal benytte dagen til at finde ud af, hvad erhvervsuddannelserne kan byde på, og på at høre om de jobs de kan få, hvis de vælger denne karrierevej. Både elever og lærere vil få en masse viden, som eleverne og lærerne kan arbejde videre med hjemme på skolen. Målgruppen er primært 8. årgangs elever.

Tilmeldingen til Kloge Hænder foregår gennem skolens pædagogiske leder og sendes samlet fra skolen til Anne Marie Haubro Raalskov i uge 27, inden sommerferien 2020.

Der gives vikardækning til 2, max. 3, lærere pr. skole á 7,5 time.